Taha Hussein (1889-1973) er en af den arabiske verdens kendteste forfattere, dels pga. af sit store forfatterskab, dels pga. sin post som undervisningsminister i Egypten fra 1950-1952. Han kom fra fattige kår i Øvre Egypten men fra en familie, der lagde vægt på uddannelse. Derfor kom også den blinde Taha Hussein på koranskole og sidenhen på det religiøse universitet al-Azhar i Cairo i håbet om at han så ville kunne ernære sig selv ved at recitere Koranen til forskellige lejligheder. Det lærte han, men med tiden blev han mere og mere modvilligt stemt over for institutionen. Således er han i dag måske nok al-Azhars berømteste elev men også dens største kritiker.

Det værk han er mest kendt for, Dagene, er det eneste, der er oversat til dansk. Det er en selvbiografi i tre små bind, der strækker sig fra hans tidlige barndom og frem til årene efter første verdenskrig, hvor han vender tilbage til Egypten efter sine studier i Frankrig.

Taha Husseins blindhed kan spores overalt i bogen: første bind starter med en beskrivelse af hans verden, sådan som han kender den, og sådan som han tror, den ser ud. Mange steder i værket leger han med ordet se som for at demonstrere, at der er flere måder at se på end med øjnene. 

Værket er skrevet i tredje person og hovedpersonen omtales som drengen, vor ven eller den unge mand, hvorved forfatteren lægger en lille ironisk distance til sin hovedperson. Ironien er i det hele taget et gennemgående træk ved værket, som siden har inspireret andre forfattere.

Taha Hussein blev som voksen mand en stor kulturpersonlighed, der blandede sig i den offentlige politiske og kulturelle debat. Han havde sine meningers mod og kom således i karambolage med det meste af Egypten, da han skrev bogen في الشعر الجاهلي [Om præ-islamisk poesi] (1926), i hvilken han satte spørgsmålstegn ved ægtheden af nogle præislamiske digte, som anvendes i fortolkningen af visse Koran-passager.

Ud over sine politiske skrifter har han desuden skrevet flere romaner og novellesamlinger, bla. den feministiske دعـاء الـكـروان [Nattergalens bøn] (1934) om kvinders prekære og afhængige situation i datidens Egypten. Endvidere novellesamlingen المعذبون فى الأرض‎ [De lidende på jorden] (1946) som er en bidende kritik af den sociale og økonomiske ulighed i Egypten på den tid; bogen blev forbudt og måtte udkomme i Libanon, indtil revolutionen i 1952. I romanen أديب [Litterat] (1935) behandler Taha Hussein uforeneligheden mellem Øst og Vest, som optog ham og så mange andre forfattere på den tid.